To måder at åbne en panelsamtale på: kort præsentation eller direkte spørgsmål

Hvorfor åbningen afgør resten

I de første minutter af en panelsamtale bliver tonen sat for både gæster og seere. Når jeg læser øvelsesoptagelser fra kursisterne, kan jeg næsten altid se, om samtalen kommer til at fungere, allerede efter det første minut. En åbning, der er for lang, lader gæsterne sidde og vente med deres energi. En åbning, der er for brat, tager dem på sengen.

I ordstyrerens teknik øver vi to grundmodeller. Den ene er den korte præsentation, hvor ordstyreren introducerer emnet og gæsterne, før første spørgsmål stilles. Den anden er det direkte spørgsmål, hvor ordstyreren går lige til sagen og lader præsentationen komme undervejs.

Her i den midterste del af efteråret, hvor mange frivillige hold begynder at planlægge vinterens paneler, er det et godt tidspunkt at vælge sin åbning bevidst i stedet for at gøre, som man plejer. Begge modeller kan bære en god samtale, men de kræver hver sin forberedelse.

Den korte præsentation: ro og overblik

Den korte præsentation giver gæsterne tid til at lande i stolene. Ordstyreren fortæller i to eller tre sætninger, hvad samtalen handler om, og hvorfor spørgsmålet er værd at tage op. Derefter nævnes gæsterne med navn og en enkelt oplysning, som har med emnet at gøre, ikke hele cv'et.

Fordelen er, at seeren ved, hvor vedkommende er. Gæsterne hører deres eget navn sagt roligt og får et lille pusterum, før de skal tale. Det er især en hjælp for gæster, der ikke har prøvet kameraer før, og som vi i gæsteforberedelsen gerne vil gøre trygge.

Ulempen er, at præsentationen let vokser. Når hver gæst får en lang introduktion, går der to minutter, før nogen siger noget af substans. I arbejdsarket til moderatorer bruger vi en tommelfingerregel: præsentationen skal kunne læses højt på under tre kvarter af en minuts tid og stadig lyde som tale, ikke som oplæsning.

• Emnet i to eller tre sætninger
• Hver gæst nævnes med navn og én relevant oplysning
• Første spørgsmål stilles til den gæst, der er mest tryg

Det direkte spørgsmål: fart og nærvær

Den direkte åbning springer introduktionen over og stiller det første spørgsmål med det samme, ofte til en bestemt gæst. Spørgsmålet skal være så godt, at det selv forklarer emnet. Præsentationen af de øvrige gæster kommer ind, efterhånden som de får ordet.

Fordelen er tempo. Seeren bliver trukket ind i samtalen, og gæsterne mærker, at der sker noget. Formen passer til emner, hvor der er en tydelig modsætning, og hvor ordstyreren vil sætte tonen som skarp og nysgerrig.

Risikoen er, at gæsten bliver taget på sengen, og at seeren mangler kontekst. Hvis første svar bliver famlende, kan hele samtalen få en urolig start. I øvelserne ser jeg også, at nye ordstyrere ofte stiller et dobbeltspørgsmål i farten, og så ved ingen, hvad der skal svares på. Det direkte spørgsmål kræver derfor et kort, skarpt formuleret spørgsmål skrevet ned på forhånd.

Sådan sammenligner du dem i en øvelse

Den bedste måde at mærke forskellen på er at optage den samme fiktive samtale to gange med de to åbninger. Brug et scenarie fra øvelsesmaterialet, for eksempel en samtale om, hvordan et lokalt foreningsliv får flere frivillige. Hold gæsterne og spørgsmålene ens, så det kun er åbningen, der varierer.

Se begge optagelser bagefter med en anden i rummet, og noter tre ting: hvor lang tid der går, før første gæst taler, hvordan gæsterne ser ud i øjnene, og om seeren kan svare på, hvad samtalen handler om. Det er konkrete observationer, ikke smag.

Arbejdsarket giver plads til at skrive de to åbninger ned ord for ord. Det føles stift, men det er netop pointen: man hører hurtigt, hvilke sætninger der er overflødige, når de står på papir.

• Optag samme scenarie to gange
• Mål tiden til første gæsteord
• Spørg en udenforstående, hvad samtalen handler om

Anbefalingen: kort ramme og derefter et skarpt spørgsmål

Min anbefaling er en blanding. Åbn med en ramme på to sætninger, der siger, hvad samtalen skal undersøge, og præsenter først gæsterne, når de får ordet første gang. Stil så et kort, direkte spørgsmål til den gæst, du ved er tryg ved situationen. På den måde får seeren orientering, og gæsterne får tempo uden at blive overrumplet.

Blandingsformen passer til de fleste fiktive scenarier, vi arbejder med på kurset, og til de fleste frivillige produktioner, hvor gæsterne ikke er vant til kameraer. Den kræver mindre end den fulde præsentation og er mere skånsom end den rene direkte åbning.

Der er undtagelser. Er samtalen meget kort, kan den direkte åbning være nok. Er gæsterne mange og ukendte for seeren, fortjener præsentationen lidt mere plads. Vælg efter samtalen, ikke efter vane.

Det kan du tage med til næste øvelse

Skriv din åbning ned, og læs den højt for dig selv, før du går i studiet. Hvis du snubler i en sætning, så snubler gæsten også. Brug arbejdsarket til at skrive både ramme og første spørgsmål, og lav en reserveformulering, hvis gæsten svarer kort.

Øv også afbrydelsen af din egen åbning. Det sker, at en gæst begynder at tale, før du er færdig, og så skal du kunne vælge mellem at lade vedkommende tale eller at runde din sætning af med ro. Det er en lille færdighed, som gør stor forskel.

Til sidst: giv dig selv lov til at prøve begge former. Ordstyrerens teknik bliver ikke bedre af, at man kun gør det ene. Den bliver bedre af, at man ved, hvorfor man vælger det, man vælger.

• Læs åbningen højt før optagelsen
• Skriv en reserveformulering
• Øv at runde din sætning af, hvis nogen falder ind