Tre kameraer, tre størrelser: sådan bygger vi billedplanen til et panel

Papir før kamera: opstillingsskitsen

Når vi arbejder med kamerabilleder i flere vinkler på kurset, begynder vi sjældent ved et kamera. Vi begynder med et stykke papir, hvor bordet, stolene og kameraernes placeringer er tegnet ovenfra. Det er det vigtigste redskab, vi har, fordi det tvinger dig til at tænke i sigtelinjer, før nogen har flyttet et stativ.

Skitsen viser, hvem der sidder hvor, og hvilke gæster der kan ses fra hvilket kamera. Allerede her opdager de fleste kursister, at en gæst på kanten af bordet er svær at dække ordentligt fra den modsatte side. Det er langt billigere at flytte en stol på papiret end at omstille et studie midt i en øvelse.

Vi bruger samme skitse hele forløbet. Den bliver først til en billedliste, siden til et rolleskema, og til sidst er den bilag til din afsluttende øvelse. Den følger dig altså, så du kan se, hvordan en tidlig beslutning slår igennem i hele planen.

• Tegn bordet ovenfra, og nummerér pladserne
• Marker hvert kameras position og synsfelt
• Notér hvem der ikke kan ses fra hvilket kamera

Billedlisten: totaler, halvtotaler og reaktioner

Billedlisten er en tabel med de størrelser, du vil have til rådighed. Totalen viser hele bordet og placerer gæsterne i forhold til hinanden. Halvtotalen følger den, der taler, fra midjen og op, og er det billede, tilskueren ser mest. Reaktionsbilledet viser en lytter, mens en anden taler, og det er det, der gør en samtale levende frem for en række monologer.

Vi lader kursisterne skrive, hvornår hver størrelse bruges, og hvad den skal bidrage med. En total er ikke bare et pænt billede, men en orientering, man vender tilbage til ved skift af emne. Et reaktionsbillede uden grund bliver let til en kommentar, som programmet ikke har bedt om.

Listen er kort med vilje. Når man ved, hvilke tre eller fire billedtyper man har, bliver valgene rolige, og man undgår at jagte det spændende billede hele tiden.

• Total: orientering og overgange
• Halvtotal: den, der har ordet
• Reaktion: lytteren, men kun med en grund

Rolleskemaet: hvem dækker hvad

Med tre kameraer er den klassiske fordeling, at ét kamera holder totalen, mens de to andre deler gæsterne mellem sig i halvtotaler. Vi skriver det ned i et rolleskema, så ingen står og gætter, når samtalen tager fart. Skemaet angiver for hvert kamera, hvilke pladser det har ansvar for, og hvad det gør, når ordet skifter.

Jonas Vestergaard, som underviser i kameraarbejde og selv har været tv-fotograf, understreger over for kursisterne, at skemaet ikke er et bur. Det er en aftale, der gør det muligt at improvisere uden at kollidere. Hvis to kameraer søger samme gæst, er det skemaet, man vender tilbage til.

Vi øver skemaet med små, fiktive paneler på fire personer, hvor kursisterne skiftevis er billedplanlægger og kameraansvarlig. Det er et rimeligt tegn på, at planen er god, hvis den kan forklares på under et minut.

• Ét kamera låst på totalen
• To kameraer deler gæsterne i halvtotaler
• Aftal på forhånd, hvem der tager nye talere

Mærkater, linjer og små hjælpemidler

Ud over papirerne bruger vi nogle enkle hjælpemidler. Tape på gulvet markerer stolenes og stativernes placering, så opstillingen kan gentages fra øvelse til øvelse. Små nummermærker på kameraerne gør det nemt at kalde dem op, uden at man skal beskrive dem. Det lyder trivielt, men det sparer en overraskende mængde forvirring.

Vi arbejder også med en regel om synslinjen: kameraerne holder sig på samme side af den tænkte linje mellem to samtalepartnere, så højre og venstre ikke bytter plads, når man klipper. Mange begyndere bryder den uden at vide det og undrer sig over, at klippet føles forkert.

Endelig har vi en simpel lyttelinje mellem billedplanlægger og kameraer, hvor korte beskeder som ”tag Mette i halvtotal” erstatter lange forklaringer. Korte ord er lettere at huske i en optagelse end gode intentioner.

• Gulvtape til faste placeringer
• Nummermærker på kameraerne
• Hold kameraerne på samme side af synslinjen

Sådan øver du metoden med en fiktiv samtale

På kurset giver vi dig et kort, fiktivt panelscenarie med fire pladser og tre temaer. Du tegner skitsen, skriver billedlisten og udfylder rolleskemaet. Derefter spiller I samtalen igennem, hvor én kursist kalder billederne, og de andre bemander kameraerne. Ingen af delene kræver dyrt udstyr for at give mening.

Bagefter går vi tilbage til papirerne og ser, hvad der holdt, og hvad der ikke gjorde. Typisk viser det sig, at en pladsering var uheldig, eller at reaktionsbillederne blev brugt for tit. Du retter planen og prøver igen, og det er netop gentagelsen, der får metoden til at sidde.

Du behøver ikke have erfaring med studie for at deltage, men det hjælper, hvis du har set en panelsamtale og kan beskrive, hvad der foregik på skærmen. Resten lærer du undervejs, trin for trin.